Sådan startede det
Efterhånden som samfundet ændrede sig efter Anden Verdenskrig blev det mere og mere tydeligt, at nogle unge har mere brug for støtte til at klare sig i vores samfund end andre. Da efterskolerne kom til, var det oplagt, at nogle tog sig særligt af denne målgruppe.
Først i 1980’erne synes en gruppe personer, at det var tiden, at Vendsyssel også fik en specialefterskole til de, der havde behov for det. Vores viceforstander, Peter, var én af de første, som blev ansat. Han er her heldigvis endnu.
Igennem årtierne har Tolne Efterskole fulgt med tiden, og med de specielle udfordringer, der gælder for den særligt skønne gruppe af unge mennesker, vi har med at gøre. Vi forsøger hele tiden at være på forkant, så vi kan give vores elever de bedste efterskoleår og det bedst mulige afsæt for deres videre liv.

Venner
Selvom alle ikke har ens forudsætninger her i livet, er det rart at være sammen med nogen, der minder om én selv. Derfor har det fra starten været meningen, at Tolne Efterskole skulle danne ramme om venskaber for livet. Sådan er det stadig.
Værksteder
Tolne Efterskole har fra dag ét bygget undervisningen op omkring værksteder. Det har vi stor succes med, og så kan vi rigtig godt lide det.
Hverdag med værdi
At kunne bo selv og styre en hverdag med alt det praktiske er af stor værdi for den enkelte. Derfor har vi igennem mange år tilbudt botræning til vores elever. Vi synes stadig, det er alle tiders.