Særlig støtte
Helhedsorienteret pædagogisk indsats
Tolne Efterskole er en prøvefri specialefterskole for unge med særlige læringsforudsætninger. Skolen arbejder ud fra en helhedsorienteret pædagogisk tilgang, hvor elevernes udvikling understøttes gennem sammenhængende indsatser i både undervisning og fritid.
Den pædagogiske metode er den samme gennem hele elevens dag og bygger på struktur, guidning, relationsarbejde, motivation, oplæring og udvikling af mestringsstrategier. Formålet er at styrke elevens funktionsmuligheder og udvikle eller vedligeholde de personlige, sociale og praktiske færdigheder, der er nødvendige for at kunne mestre hverdagen og deltage aktivt i fællesskabet.
Særlig pædagogisk støtte uden for undervisningen
Tolne Efterskole modtager statsligt tilskud til specialundervisning. Dette tilskud finansierer den særlige pædagogiske indsats i undervisningstiden.
En del af skolens elever har imidlertid behov for en fortsat individuelt tilrettelagt socialpædagogisk indsats uden for undervisningen. Den ansøgte støtte vedrører derfor alene den socialpædagogiske indsats, der ydes i elevens frie tid, herunder i skolens botræning og øvrige fællesskaber uden for undervisningen.
Denne indsats finansieres ikke gennem skolens undervisningstilskud og forudsætter derfor en individuel bevilling efter Barnets Lov eller Serviceloven.
SPS-støtte i undervisningstiden
Elever med fysiske handicaps kan have behov for ekstra hjælp i undervisningen. Her sørger vi for ansøgning om timer til personlig assistance.
Staten
Fra staten kan skolen søge om timer til personlig assistance.
Kommune
Ved behov for støtte i den frie tid, kan skolen søge hjemkommunen om sociale støttetimer.

